Kystbeskyttelse
Igennem flere omgange er de smalle Limfjordstanger gennembrudt af havet flere gange. I 1862 gennembrød havet igen tangen - denne gang oven i købet to steder. Det nordlige hul sandede dog ret hurtigt til, mens det sydlige, den nuværende Thyborøn Kanal, udviklede sig. Tilsandingen af den andet hul, Agger Kana,l fortsatte, og denne lukkede fuldstændigt i 1875.
Den høje bølgeaktivitet på Vestkysten gør, at materialevandringen langs kysten er stor. Hullet i tangen og den omstændighed, at vandet ved høje vandstande i havet kunne løbe ind i det store reservoir, som det vidtstrakte limfjordsområde udgør, betød, at det sand, der normalt vandrede frem og tilbage langs kysten, nu forsvandt ind i Nissum Bredning og blev aflejret her. Konsekvensen heraf var, at havkysten blev udsat for voldsom erosion, og kysten rykkede tilbage med op imod 15- 20 meter om året.
I 1874 var denne proces så fremskredet, at det vakte bekymring. Derfor blev høfdebyggerierne langs tangerne sat iværk. Høfder alene kan ikke standse kysttilbagerykningen, men kun reducere den. Derfor er der siden bygget en del skråningsbeskyttelse, og diger til at beskytte infrastrukturen mod erosion og oversvømmelse.
Høfder og diger til beskyttelse af infrastruktur
I 1981 fik man en af de værste stormfloder i mands minde. Dette medførte bl.a. digebrud ved Vrist. Som følge af stormfloden kom der gang i bestræbelserne på at gennemføre stormflodsvarslingen for Thyborøn samt at højvandssikre byen fra fjordsiden. Et egentligt stormflodsberedskab var på plads i begyndelsen af 1983. Højvandssikringen, som bestod af hævelse af vejkoter som foreslået i "Limfjordstangerne 75", blev gennemført midt i 80'erne.
Der blev lavet en fællesaftale om kystbeskyttelse mellem kystkommunerne og staten (Kystdirektoratet) . Aftalev var 5-årig og kystbeskyttelsen varetages i dag stadig gennem 5-årige Fællesaftaler. Indsatsen for at stoppe erosionen består i dag primært ved at erstatte det sand bølger og strøm flytter med nyt sand, den såkaldte sandfodringsmetode. Sandfodring er den eneste kystbeskyttelsesmetode som kan standse erosionen på en kyst. På Harboøre og Agger Tange er det årlige fodringsbehov for hver ca. 200.000 m 3 på hver tange.