Dansk | English | Deutsch | Sitemap

 
 
Kryddersnaps
 

 

Havtorn

Langs med vandrestien, som deler engområdet, vokser et kæmpestort krat af havtorn på cirka 7 ha.

De fleste buske er lave, og området veksler mellem tæt bevoksning og steder med lysninger.

Havtorn vokser almindeligt i Vestjylland, gerne på kalkholdig sandet jord. I september lyser krattene op i gult og orange fra de mange frugter, der omslutter kvistene.

Frøene spirer villigt, og buskene breder sig desuden ved rodskud fra de tykke højtliggende rødder. Se på asfaltstien længere fremme - bulerne er lavet af havtornerødder. Havtornen er derfor ikke en udpræget haveplante med mindre du mangler beskæftigelse.

I de senere år har havtorn fundet større og større anvendelse i kogekunsten. Det er de syrlige og vitaminrige frugter (især c-vitamin), der anvendes. De kan bruges til marmelade, grød og ikke mindst kryddersnaps. Frugterne høstes efter frost, eller kommes i fryseren inden anvendelse.

Som et lille kuriosum vokser der mellem de små buske en toårig haveplante, der hedder natlys eller kl. otte. De cremegule blomster åbner sig mellem kl. 08:50 og 09:10 - den har ikke rigtigt vænnet sig til sommertiden. Den er for øvrigt en gl. køkkenurt. Rødder, blade, frø og blomster er spiselige, og så kan den også bruges til kryddersnaps.

Hvordan de er kommet her, kan man gisne om. Andre steder på Tangen vokser der klokkescilla og andre haveplanter – måske bare en understregning af, at naturen mellem digerne er et kulturprodukt, men med et stort naturindhold.