Hold ferie i Nordvestjylland
Autentisk og klar til brug
Du bliver helt ør i hovedet af glæde, når du en solrig dag krydser klitten og hører havet bruse helt tæt på. Du er i fare for at miste mælet, når du strejfer gennem vidtstrakte heder og uendelige skove. Men du kommer hurtigt til hægterne igen, når lyset slår smut i fjorden og duften af saltvand vækker sulten i dig, der udløser aftensmåltidet med lutter lokale delikatesser af højeste karat.
Det er den slags, landsdelen her igen og igen gør ved os, der har området som tryg og inspirerende ramme om vores familier og hverdag. Og det er præcis den samme følelse, vi ved, at du som gæst rejser hjem med efter et ophold i det nordvestjyske hjørne.
Her er al Nordvestjyllands saft og kraft, kogt ind til en Maggi-terning af oplevelser og nyt perspektiv på livet, som det leves på en egn, der har meget at byde på. Det er derfor med stolthed, at vi byder jer velkommen
Vores tilbud til dig og din familie er ikke kunstige og pakket ind i glitter og glamour. Vi byder til gengæld på arbejdende mennesker i autentiske miljøer, hvor du rører ved dyrene, med fingrene selv vurderer fisken og snakker med de stærke personligheder, der har som mission i livet at drive tingene frem. I det nordvestjyske er der garanti for det oprindelige. Det der giver stof til eftertanke og renser en travl sjæl i en hastig hverdag.
I området møder du nogle dejlige og gæstfrie mennesker, der gerne giver sit bud på, hvad du og din familie kan se og besøge, når I er her.
Du kan forkæle dig selv med områdets udsøgte fødevarer. Du kan blive klogere på dig selv og landsdelen ved at kigge indenfor på museerne. Og din krop takker dig efter en aktiv dag ved skov og strand.
Vi er faktisk så glade for området og de mennesker, vi omgiver os med, at vi har valgt at gøre vores tilværelse her til en lang ferie, vi ikke vil hjem fra.
Lemvig-Thyborøn Turistforening